Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Da jeg gik i fjerde klasse blev jeg af en eller anden grund fremhævet foran hele skolen, fordi jeg havde omskrevet »Den lille Rødhætte«. Ræven stak af med ulven, og jægeren gik ud i skoven og plukkede blomster med Rødhætte, altså jeg lavede om på alle de regler, der er i eventyr, for allerede dengang havde jeg afsmag for det borgerlige, forudsigelige kedelige liv, som Berlingske elsker.

Jeg fik en bog af inspektøren, og det var den første og eneste pris, jeg nogensinde har fået. Det var sådan en underlig oplevelse af at kunne tilbyde noget ud over det almindelige, som gjorde, at jeg tænkte: Der er mere mellem himmel og jord.

Senere blev jeg så smidt ud af skolebladet, fordi jeg ville skrive to sider med løgn; altså jeg ville lave fake news i 1974! Jeg syntes, at det var så sjovt at vække de der kedsommelige mennesker.«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Nu forstår jeg, hvorfor man taler om sure gamle mænd. Jeg forstod ikke, hvorfor mænd blev sure, når de nåede de der 60-70 år. Men det er simpelt hen, fordi at det er biologisk. Vi har simpelt hen hørt alle jeres kedsommelige historier igen og igen. »Nå, nu er der igen krig eller oprør et eller andet sted.«

Vi har set det hele før, vi har hørt det 100 gange. Bring me something new. Don’t waste my fucking time.«

         _______________________________________________________________

KRISTIAN VON HORNSLETH

»Bedre held næste gang. Fuck jer, vi ses.«

---

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»Jeg har virkelig lært, at jo mere du knokler med dine projekter, jo heldigere bliver du. Jo mere power du lægger ind i dit forehavende, jo heldigere kan man blive.

Da jeg var i New York i 90erne, kørte jeg fra lufthavnen ind til byen, hvor jeg så et gigantisk billboard, hvor der, i en reklame for lotto, stod: »You can’t win, if you don’t play.«

Det har forfulgt mig meget. Der sidder en masse mennesker, som venter på, at lykken dumper ned i skødet på dem, men hvis du ikke selv spiller, så kommer du aldrig til at vinde. Det har gjort meget indtryk på mig, for der kommer ikke noget af sig selv.«

Hvad er dit mest smertefulde minde?

»Da mine børn blev taget fra mig. Jeg var gennem en hård skilsmisse, hvor jeg mistede to børn – altså jeg fik kun lov til at se dem i weekenden. Det der med, at man ikke havde et dagligt liv med sine børn, og at jeg gik fra at være far til at blive legeonkel i weekenderne, det er der aldrig blevet rettet op på. De er stadigvæk gæster i mit liv. Der ligger et spøgelse af forladthed i vores forhold.«

Hvad er dit livs største fortrydelse?

»Der er mange. Men det, der falder mig ind først og fremmest, er, at i starten af nullerne havde jeg fået en soloudstilling på Manhattan i New York, og jeg fik en anmeldelse i The New York Times, og jeg tænkte bare: »Nu kører det.« Og så tog jeg tilbage til Danmark!

Hvorfor fanden blev jeg ikke derovre og fik et job på et pizzeria? Jeg ville have haft det som en fisk i vandet, hvis jeg var blevet. Jeg havde foden inde, så jeg fortryder, at jeg ikke skiftede bopæl og flyttede derover permanent. Så ville jeg jo være sådan en skæv Andy Warhol-type i New York i dag.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»»Forbrydelse og Straf« af Fjodor Dostojevskij, fordi den handler om de tungeste og dybeste dilemmaer i livet, og så er den pissegodt skrevet. Jeg læste den første gang for 20 år siden, og alle, der arbejder hos mig, de skal læse den bog.

For man lærer meget af at læse den: Hvem giver dig ret til at handle, hvem giver dig ret til at slå et ondt menneske ihjel? Hvis man ikke bryder etiske og kunstneriske love hele tiden, så kan man jo lige så godt være revisor. Kunst og videnskab vokser kun, når der er nogle, der rager ud over linjen og går ud i ukendte områder og henter information til os småborgelige.«

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?

»Bedre held næste gang. Fuck jer, vi ses«.

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Mit ar er min skilsmisse i 90erne, og da jeg »mistede« min familie. Det går jeg stadigvæk lidt rundt med. Det har gjort, at jeg ikke tror på, at familier egentlig kan være lykkelige inderst inde, og at det hele er et spil for galleriet. Alting er lidt fake og skuespil. Juleaften og højtider er svindel, for vi sidder bare og lader, som om at vi kan lide hinanden.«

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»Jeg har en billedserie af malerier, hvor der står »True Love« på dem alle sammen, fordi jeg prøver at finde ud af, hvad der er en af de største løgne i verden. Og det er, at der findes ikke rigtig ægte kærlighed.

Ægte kærlighed er tanken om den store kærlighed. Den store kærlighed er der måske i et moment, men så går resten op i børnepasning og praktik og kønssygdomme. Men jeg tror på, at tanken om kærlighed findes.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Min taktik er jo at skyde gråspurve med kanoner. Det vil sige, at når folk ser Hornsleth-kunst, så tænker de: »Nå, han er bare ude på at lave ballade og provokere.« Og det er jeg også, men hvert eneste værk, jeg har lavet, har en eller anden form for krøllet kunstnerisk filosofisk baggrund og tanke om, hvordan vi ser verden. Jeg bruger bare et meget bombastisk sprog, og det er bevidst, fordi i den her mediekultur, vi lever i, skal man råbe sindssygt højt for at blive hørt. Det er ikke nok at være dygtig. Du skal også være en skrigeabe.

Når jeg eksempelvis indgraverer »Fuck you art lovers« i Rolex-ure, så handler det om, at man er til grin, når man lever i en kultur, der gør det prestigefyldt at have et ur til 70.000 kroner. Det er bare et fucking ur. Vi bruger luksusgenstande for at skræmme hinanden. De er magtsymboler. Når folk så køber et Rolex-ur med »Hornsleth« indgraveret, så kan de overveje, om det er blevet mere eller mindre værd, og så har vi startet en diskussion.«

Er der nogen, du har lyst til at sige undskyld til? Og hvorfor?

»Nej. Jeg har opført mig ordentligt, synes jeg selv. Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om nogen. Er det underligt? Hvad plejer folk at svare?«

Næh, men folk siger typisk noget med deres børn.

»Nå. Jeg ved, at jeg er en lortefar, og det ved de også, så der er ingen grund til at sige undskyld. Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle være som min farfar og far, men nu kan jeg mærke, at jeg er ved at blive som dem. Jeg vil ikke have vrøvl og larm. Jeg vil bare arbejde. Jeg gider ikke noget socialt, som ikke er interessant. Jeg giver jo min kone penge for at slippe for at gå med til familiefester.«

Hvad koster et familiearrangement så?

»1.500 kroner for et familearrangement og 6.000 kroner for juleaften. Så arbejder jeg i stedet, for når jeg ikke er på atelieret, så føler jeg, at jeg spilder mit liv«.

_________________________________________________________________________