Dansk provokunstner sælger digital kunst for millionbeløb: »Det stak fuldstændig af«
Der skulle ikke mere end en halv time til, før den danske kunstner Kristian von Hornsleth fik solgt 906 NFT-kunstværker for 2 mio. kr.
»Inden weekenden vidste vi reelt ikke, hvordan danskerne ville modtage den her slags kunst. Men det stak fuldstændig af, og det bekræfter jo netop pointen om det absurd vanvittige i den her verden. Men jeg må indrømme, at det har været en af de sjoveste, mest lærerige og indbringende weekender i mit liv,« siger han i en pressemeddelelse.
Kristian von Hornsleth er kendt for at være en provokerende kunstner, og hans digitale kunstunivers går under navnet Rebels of Wealth. En del af hans i alt 5555 NFT-kunstværker forestiller afhuggede hoveder af store amerikanske tech-topbosser som Metas Mark Zuckerberg og Amazon-grundlægger Jeff Bezos.
Kunstprojektet er en kritik af verdens hovedløse accept af »overvågningskapitalismen og NFT-verdenen«, lyder det.
»Techgiganterne bliver forgudet af masserne, som om de bringer mere demokrati og retfærdighed. Vi tillader gladeligt virksomheder som Facebook og Google at have rettighederne til vores personlige data, mens medierne er fuldstændig ukritiske overfor rigdom og off-shore kapitalisme. Det giver mig kvalme. Ved at træde ind i denne dekadente NFT-verden, ønsker jeg at tydeliggøre de vanvittige kontraster i den digitale grådighed,« har Kristian von Hornsleth tidligere udtalt.
Andre af de tusindvis af digitale kunstværker er en kommentar til tidligere solgte NFT-værker, der har indkasseret kæmpe millionbeløb.
»Det er opblæst at betale 10 millioner dollar for pixels. Det er et klokkeklart eksempel på den absurde digitaliseringsbølge, vi lever i. Mine NFT’er udstiller de værste aspekter af kapitalismen, som jeg plejer at gøre med min kunst, men jeg kapitaliserer jo også på den, så jeg er selv en hykler,« lyder det fra den danske provokatør.
NFT står for non-fungible token og er et digitalt aktiv.
NFT står for non fungible token, hvilket betyder, at man ved at lægge særlige funktioner ind på et token, gør det unikt. På den måde er ejeren sikker på, at være den eneste ejer af NFT'en.
Det betyder ikke, at man er den eneste, der kan se varen, men som indehaver har man et digitalt bevis på, at man er ejermanden.
En NFT kan være et kunstværk, en videofil eller en musik lydfil.
Teknologien bag NFT'er bygger på blockchain, som også kryptovalutaer som bitcoin og cardano er bygget på.
NFT'er slog for alvor igennem i starten af 2021, men har eksisteret siden 2014.